Af Kurt Mosgaard

Ikke mindre end 130 borgere fra Sparkær og Mønsted havde fundet vej til Østfjendshallen til mødet onsdag 3. april om fjernvarme til de to byer. Stoholm Fjernvarmeværk´s formand Henry Jensen orienterede om bestyrelsen beslutning om at lægge projektet i skuffen indtil økonomien blev bedre. Et nej fra den statslige fjernvarmepulje (ca. 8 mio) og en for lav tilslutningsprocent var de direkte årsager. Henry fremhævede, at projektet var lagt i skuffen men nøglen var ikke smidt væk. Økonomien kunne meget vel ændre sig positivt med nye penge i fjernvarmepuljen, den faldende rente og en mulighed for at kunne afvikle lån over længere periode. På denne baggrund orienterede Kurt Mosgaard fra arbejdsgruppen (også kaldet “Varmegruppen” ;-)) om mulighederne.

  1. Fortsat arbejde for rørforbindelse til Stoholm men “klappe hesten” og afvente gunstigere tider (fjernvarmepulje, rente oma). Renten ved kommunekredit er allerede faldet en del svarende til ca. 4 mio i lånetiden. Vi kan dog ikke udsætte i mange måneder.
  2. Fortsat arbejde for rørforbindelse til Stoholm og med et lidt større årlig fast årlig indbetaling fra de 380 tilmeldte. 1000-1500 kr ekstra årligt fra hver svarer til 11 – 17 mio over lånenes 30 år levetid. Det vil i runde tal modsvare den lavere tilslutningsprocent. Tilskud fra fjernvarmepuljen er fortsat en forudsætning.
  3. Aflyse rørforbindelse til Stoholm og i stedet gå efter separat  fælles anlæg Mønsted-Sparkær.
  4. Aflyse rørforbindelse til Stoholm og i stedet gå efter separate anlæg i både Mønsted og Sparkær.
  5. Opgive ønsket om fjernvarme i Mønsted og Sparkær.

Et meget stort flertal (90 %) af de fremmødte tilkendegav, at vi skulle arbejde videre med en kombination af mulighed 1 og 2. Dvs afvente situationens udvikling (rente, fjernvarmepulje, Folketinget) i et par måneder og derefter gå videre med mulighed 2 – dvs et lidt større fast årligt bidrag fra de tilmeldte. Varmegruppen har den 11. april møde på Christiansborg med Folketingets Klima-, Energi- og Forsyningsudvalg. Vi vil forsøge at påvirke udvalget og Folketinget, så vi og andre fjernvarmeprojekter får rimelige vilkår. Vi får næppe en sportstaske med 8 mio med derfra, men vi håber på at blive klogere på kommende folketingsbeslutninger.   På vegne af varmegruppen Kurt

Kan du lide denne artikel? Del det
share

Vores sponsorer