Af Kurt Mosgaard

Følgegruppen for områdefornyelse mødtes i tirsdags med Therese fra kommunens forvaltning og Søren fra arkitektfirmaet Labland. Vi er nu så småt klar til at sende de første projekter i udbud mhp gennemførelse i foråret 2022.

Der arbejdes med forskønnelse af områderne ved mindestenen, et hjørne ved Brugsen og de grønne pletter ved 5-vejskrydset – specielt hjørnet ved Sportsvej 2, så der bliver flere lækre mødesteder for unge og ældre. Samtidig vil det give Mønsted et flot løft i udseende.

Pengene hertil kommer fra de tildelte 3 mio til områdefornyelse og 281.250 kr, som Lokalrådet, Østfjendshallen, Kulturhuset og MIF har fået bevilget, sidstnævnte med Frank Mikkelsen som pennefører.

På vegne af lokalrådet har jeg søgt om penge til at udvide flag-alléen helt ud til byskiltet, retning Stoholm. Se placering: KLIK HER! De 51.000 kr er netop bevilget fra Landdistriktsudvalget. Bypedellerne sørger for nedgravning af jordfæster, når flagstængerne leveres og Trafik og Veje har sagt ok til nøjagtig placering – vi skulle jo nødigt ramme ledninger eller rør og lægge byen mørk ;-).

Herudover skal der senere arbejdes med vejbanerne Bredgade/Kalkværksvej – men her skal Energi Viborg først melde klar ift en længe ventet for regnvandsbassiner og kloakrenovering, så der ikke skal graves op mere end een gang. Der er håb om, at det kan ske i 2023. Energi Viborg har lovet deres plan færdig i løbet af efteråret 2021.

Jeg lægger tilrettede tegninger ud på denne side, så snart jeg har dem i hænde.

Byggemodningen af 12 flere grunde på Flagermusvej, cykelsti og skolesti fra Flintevej/Blegevej rumler stille og roligt afsted, som man kan se derude.

En arbejdsgruppe arbejder pt på en natur- og skolesti fra skolen og sydpå til Søvsø og tilknyttede afmærkede naturstier. Vi tegner mulige ruter på kort, tester på cykler og gåben – og skal have talt ruter og afmærkning på plads med berørte lodsejere.

Kan du lide denne artikel? Del det
share

Vores sponsorer