Af Kurt Mosgaard
Der har været en del debat om placering af et regnvandsbassin i Mønsted. Der er også kommet en del indsigelser i forbindelse med kommunens nylige høring om kommuneplantillæg. Lokalrådet havde derfor anmodet Viborg Kommune om at afholde et møde om emnet, så der både kunne blevet orienteret om emnet og være plads til god dialog.
Mødet blev gennemført i går på Mønsted Kro. Kommunen havde inviteret alle, som havde gjort indsigelse plus lokalråd og et par stykker fra følgegruppen for Områdefornyelse. Pga corona-regler kunne det desværre ikke være et åbent møde. Fra Viborg kommune deltog bl.a. Planchefen Karl Johan Legaard og Energi Viborg var også repræsenteret.
Kommunen og Energi Viborg redegjorde for nødvendigheden af kloakseparering og regnvandsbassin pga hyppige overløb af urenset spildevand til Mønsted Bæk. Man ville imidlertid nu gennem de kommende måneder undersøge i hvilket omfang borgere i byen var påvirket af oversvømmelser, hvilket ville finde sted i form af spørgeskemaer til de berørte.
Energi Viborg ville undersøge alternativer til de nuværende tanker om placering af regnvandsbassin, rørføringer mv. Konklusionerne, inkl. en eventuelt justeret plan for kloakseparering, bassiner mv vil så komme i til høring senere, måske sidst på året.
Det er mit indtryk, at mødet bidrog til både orientering og god dialog, og jeg håber, at deltagerne var glade for den hurtige opfølgning. Jeg har skrevet dette til Mønsted FB-side og hjemmesiden, så alle har mulighed for at orientere sig om emnet. Mon ikke at nogle vil supplere, hvis man har andre indtryk fra mødet 🙂
Fotoet er fra Mønsted Bæk ved det grønne område ved legepladsen.
.